FinanceZealand

  • Hjem
  • Om
    • Investeringsstrategi
    • Værdiskabelse
    • Finance Zealand
  • Investeringer
    • Neurons Inc
    • Dansk Energirådgivning (EXIT)
    • FIVEUNITS, 2nd ONE og Plaîn (EXIT)
  • Nyheder
  • Kontakt
    • Teamet
    • Bliv kontaktet

Finance Zealand investerer i buksespecialist

9. august 2017 by Kasper Wielandt

Finance Zealand har indgået en aftale med Løvdal Holding ApS om at investere i henholdsvis Style Units ApS, 2ndone ApS og Plaîn ApS, herefter benævnt ”koncernen”. Finance Zealand vil fremadrettet eje 30% af koncernen, mens de resterende 70% vil være ejet af ledelsen, bestyrelsen og den nuværende ejer.

Koncernen designer og producerer bukser under mærkerne FIVEUNITS og 2nd ONE til kvinder samt Plaîn Denim til herre. Koncernen har igennem en årrække formået at levere en flot vækst, primært på det norske og danske marked.

Koncernen har hovedkontor i København Ø og har i dag 21 medarbejdere

Formålet med Finance Zealands investering i koncernen er, at udvide dens markedspositionen i Norge og Danmark samt ekspandere yderligere internationalt.

– Vi har valgt at investere i koncernen, da den er fokuseret og har en skalérbar forretningsmodel. Endvidere lægger vi stor vægt på den yderst kompetente ledelse og ejerkreds, som står bag koncernen med en mangeårig erfaring inden for salg af bukser. Vi ser meget frem til kunne bidrage til, at koncernen opnår yderligere vækst i norden samt på en række udvalgte europæiske markeder, fortæller Joachim Vanggaard fra Finance Zealand.

Koncernen er Finance Zealands anden investering efter, at investeringsfonden blev etableret mellem jul og nytår i 2016. Midlerne i Finance Zealand kommer bl.a. fra Sparekassen Sjælland og en række private investorer.

Om Finance Zealand                                     

Finance Zealand ønsker at dække et hul i markedet omkring vækstkapital til små- og mellemstore virksomheder. Finance Zealand er en meget aktiv investor, som bidrager til virksomheden med kompetencer og viden. Finance Zealand indgår i et partnerskab med ejerledere, som har et brændende ønske om at udvikle deres forretning, samt har et produkt med potentiale for skalering, gerne til udlandet.

Om Style Units ApS, 2ndone ApS og Plaîn ApS

Koncernen designer og producerer bukser undermærkerne FIVEUNITS, 2nd ONE til kvinde og Plaîn Denim til herre, som blev etableret i henholdsvis 2008, 2012 og 2014.

Mere information kan findes på: http://www.fiveunits.com/ / http://www.2nd-one.com/ / http://plaindenim.com/

Kontakt:

Joachim Vanggaard, Managing Partner Finance Zealand, +45 3137 7331, jva@financezealand.dk

 

 

Filed Under: Nyheder

Pressemeddelelse: Jysk energirådgiver får sjællandsk millioninvestering

24. maj 2017 by Kasper Wielandt

Silkeborg-virksomheden Dansk Energirådgivning har som Gazelle i 2014, 2015 og 2016 oplevet massiv vækst. Men markedspotentialet er større endnu. Derfor investerer sjællandske Finance Zealand nu både kompetencer og et tocifret millionbeløb for at sikre vækst i Danmark og på sigt i resten af norden.

Danmarks største uafhængige energirådgiver, Dansk Energirådgivning, får med investeringsfonden Finance Zealand en stærk partner fra Sjælland til at sikre fremtidig vækst og forretningsudvikling. De primære forretningsområder er energirådgivning til erhvervslivet efter princippet om no-cure-no-pay og rådgivning til styring af biogasanlæg hos bl.a. landmænd.

– Vi har haft en ret kraftig vækst over de seneste år, og intet tyder på, den bliver mindre. Men vi er entreprenører og har brug for sparring og viden, der kan løfte os. Vi har derfor søgt en partner, der kan tilbyde kapital og samtidig har kompetencer til at tage os et niveau højere op. Det match har vi fundet med Finance Zealand, og dermed er vi både rustet og polstret til at tage større markedsandele, udtaler Lars Waage, som er medejer i Dansk Energirådgivning.

Samlet set er virksomhedens omsætning de seneste tre år gennemsnitligt vokset med 24% om året og bundlinjen er fulgt med.

Første skridt – Sjælland
Første skridt i den nye forretningsplan er etablering på Sjælland, hvor Dansk Energirådgivning ser et umiddelbart potentiale. Derfor er matchet også perfekt den anden vej for investeringsfonden Finance Zealand, som operer på Sjælland ud fra et princip om to bundlinjer, én økonomisk til investorer, én anden i form af vækst til Sjælland. Tilbuddet fra Finance Zealand lyder desuden netop på både kapital og kompetencer til segmentet af mindre virksomheder.

– Vi er nogle af de eneste, der arbejder med den her størrelse virksomhed. Og med vores første investering mener vi at kunne slå fast med syvtommersøm, at der er et stort potentiale. Dansk Energirådgivning er meget veldrevet, har gode nøgletal og stort markedspotentiale. Så som investor har de ligget lige til højrebenet og derudover passet perfekt til vores særlige fokus i Finance Zealand, udtaler managing partner Joachin Vanggaard.

Lars Waage startede virksomheden Dansk Energirådgivning, som i dag har godt 30 ansatte, i 2007 og undervejs er to partnere kommet til, Thomas S. Kristensen og Nikolaj Ø. Olsen.

Markedet for energirådgivning er støt voksende med potentiale og stigende efterspørgsel af vores know-how og koncept i udlandet. Særligt viden og rådgivning omkring drift af biogasanlæg hos fx landmænd er åbent. En stor del af de danske biogasanlæg kan optimeres driftmæssigt til langt højere effektivitet og indtjening. Samtidig kigger flere udenlandske investorer på at investere i dansk biogas.

– Vi vil fortsat fremad med vores virksomhed. Vi har en sund kerneforretning, som vi hele tiden har bygget på. Nu skal vi op på næste niveau ved at udnytte potentialet med flere kunder på samme forretningsområde, så vi kan matche den efterspørgsel vi allerede oplever. Her er FinanceZealand den rigtige partner, udtaler Lars Waage.

Sparekassen Sjælland er en af partnerne bag Finance Zealand. Her er man opmuntrede over investeringen.

– En jysk virksomhed med en sund kerneforretning, der ønsker at etablere sig på Sjælland, hvad kan vi forlange mere. Casen lægger sig knivskarpt på ryggen af sparekassens forretningsmodel, hvor vores formål helt enkelt er at gøre Sjælland og Fyn til et bedre sted at leve, men også til at drive virksomhed. Et lokalområde på Sjælland, der beriges med en ny jysk virksomhed vil få tilført energi og nye muligheder. Jyderne er skarpe når det gælder innovation og gå-på-mod. Det er en ekstra dimension vi får med i ”købet”. Det er derfor helt naturligt for os at være med til få den nødvendige finansiering på plads”, siger administrerende direktør Lars Petersson.

Stærk case og høje forventninger
Hos Finace Zealand er Joachim Vanggaard rigtig glad for det nye partnerskab.

– Dansk Energirådgivning har en unik position i dag som den største uvildige rådgiver. De er professionelle og har et fagligt niveau i topklasse, bl.a. med eget laboratorie og ti års erfaring. Og deres ydelser tjener sig lynhurtigt hjem for kunderne. I kombination med et stærkt team, er det her altså en ekstremt stærk virksomhed, som vi forventer os rigtig meget af, fortæller Joachim Vanggaard.

Finance Zealand bliver aktionær med 40% af virksomheden. De resterende 60% ejes af de tre oprindelige ejere. Finance Zealand agerer som nogle af de eneste i markedet for SMV’er med en omsætning på 10-50+ mio kroner. Fonden er startet med midler fra Sparekassen Sjælland og en række mindre private investorer.

Kontakt:

Lars Waage, medejer, 22 44 44 83, lwp@danskenergiraadgivning.dk
Joachim Vanggaard, managing partner, 3137 7331, jva@financezealand.dk
Stefan Poulsen, kommunikationschef, 3160 2040, sp@vhsj.dk

Filed Under: Nyheder

Indlæg i Børsen: Tag ansvar for kapitalen til SMV’er

9. januar 2017 by Kasper Wielandt

Artiklen kan også læses på borsen.dk (kræver abonnement)

Efter at have været igennem endnu en sæson af Løvens Hule står det klart, hvor vigtig finansiering er for en virksomhed. Men analyser peger på huller i det danske finansieringsmarked – hvem tager ansvar?
Af Mads Váczy Kragh, direktør, Væksthus Sjælland, og Joachim Vanggaard, managing partner, Finance Zealand

Markedet for risikovillig kapital har været udfordret i mange år, og i udgangspunktet er der jo aldrig nok. Men kigger vi ind i de forskellige segmenter af virksomheder peger en analyse fra Deloitte på nogle store huller.

Grundlæggende er der tre typer af virksomheder, som i dag ikke mødes af et velfungerende marked for risikovillig kapital. Nye virksomheder med et stort kapitalbehov (f.eks. life science), de små nystartede virksomheder, som ikke er teknologiorienteret og endelig den største gruppe: virksomheder som omsætter fra 10-50 mio. kr.

Der er omkring 25.000 danske virksomheder med en omsætning i intervallet 10-50 mio. kr., men der er kun begrænset risikovillig vækstkapital. De fleste af denne type virksomheder har almindelig driftsfinansiering fra banken, men der er sjældent basis for at denne udvides til at løfte væksten.

På Sjælland forsøger vi at tage ansvar for den gruppe. Sparekassen Sjælland, Business LF, 7 private investorer og Væksthus Sjælland har netop lanceret investeringsfonden Finance Zealand. Vi gør det med to bundlinjer: 1 – Fordi vi ser mulighed for en attraktiv forretning. 2 – for at skabe vækst og udvikling i erhvervslivet på Sjælland.

Markedet udfylder ikke selv hullet for de mindre virksomheder i Danmark. Lanceringen af Finance Zealand vil forhåbentlig være første skridt i retning af et bedre marked for risikovillig kapital også for de små virksomheder i Danmark.

Området for risikovillig kapital er et samfundsansvar, som politikerne bør kigge dybere ned i. Det kan lade sig gøre at finde de private midler, det har vi vist i Finance Zealand. Men der er behov for at man politisk tager stilling til om og hvordan, der skal bakkes op – for vi kan vel ikke lade 25.000 danske virksomheder stå uden vækstkapital?

Filed Under: Ikke kategoriseret, Nyheder

Pressemeddelelse: Ny investeringsfond klar med 30 mio. kroner til virksomheder

29. december 2016 by Kasper Wielandt

Der mangler vækstkapital til små og mellemstore virksomheder – de såkaldte SMV’er – og det vil den nye investeringsfond Finance Zealand råde bod på. Hovedinvestor er Sparekassen Sjælland, og i første omgang indeholder fonden 30 mio. kroner i vækstkapital.

Sparekassen Sjælland lancerer i samarbejde med Væksthus Sjælland, Business LF og en række private investorer investeringsfonden Finance Zealand. Fonden er målrettet små og mellemstore virksomheder med en årsomsætning på 10 – 50 mio. kroner, som ønsker at løfte deres virksomhed til et nyt niveau. Der er i alt 25.000 danske virksomheder i den størrelsesorden, men meget få tilbud om vækstkapital til den målgruppe.

“Som Sjællands sparekasse er vi med til at finansiere driften af virksomheder i hele vores markedsområde via de traditionelle pengeinstitutprodukter, vi har på hylderne. Vi ser dog mange virksomheder, der rummer yderligere potentiale, og som mangler kapital til at løfte virksomheden til et nyt niveau. Denne kapital er typisk ikke tilgængelig i dag, og derfor går sparekassen ind i Finance Zealand for at hjælpe små og mellemstore virksomheder med at forløse deres potentiale,” fortæller sparekassedirektør i Sparekassen Sjælland Bruno Riis-Nielsen.

Investeringsfond med afsæt i to bundlinjer

Finance Zealand har afsæt i to bundlinjer. Først og fremmest skal investeringerne være en god forretning med et attraktivt afkast, men derudover fokuseres skarpt på en anden bundlinje i form af øget omsætning, eksport og arbejdspladser til lokalsamfundet.

I Væksthus Sjælland ser direktør Mads Váczy Kragh positivt på at kunne lancere et tilbud om vækstkapital til de små og mellemstore virksomheder.

”Vi er sat i verden for at få de mindre virksomheder til at vokse. Men vækst kræver kapital, og derfor har vi længe ønsket at gøre mere på den front. Vores pejlemærker er arbejdspladser og øget eksport, og her kommer Finance Zealand til at løfte en række virksomheder til et nyt niveau. Så vi er både glade og stolte over samarbejdet med private investorer og Sparekassen Sjælland,” udtaler Mads Váczy Kragh.

Finance Zealand bidrager også med kompetencer, viden og netværk

Managing partner og ansvarlig for det nye set-up bliver Joachim Vanggaard, som har over ti års erfaring med investering i virksomheder, blandt andet syv år hos Maj Invest Equity. Og han lægger vægt på, at det ikke alene er kapital, som Finance Zealand bidrager med.
”De små og mellemstore virksomheder er typisk ejet og ledet af samme person, og det vil vi i udgangspunktet ikke lave om på. Mennesket bag er virksomhedens vigtigste drivkraft, og derfor går vi kun ind i minoritetsandele. Samtidig bliver vi en aktiv partner, som ønsker at bidrage med kompetencer, viden og netværk til virksomhederne. Den konstellation tror vi passer til markedet og giver et rigtig stærkt output,” udtaler Joachim Vanggaard.

Fokus på det østlige Danmark

Finance Zealand regner med at investere i starten af 2017. Fonden har geografisk fokus på den østlige del af Danmark. Sparekassen Sjælland er hovedinvestor i fonden, som også indeholder midler fra en række private investorer.

Filed Under: Nyheder

SHL Holding

28. december 2016 by Kasper Wielandt

Filed Under: logoslider

Business LF

28. december 2016 by Kasper Wielandt

Filed Under: logoslider

JJ Investment

28. december 2016 by Kasper Wielandt

Filed Under: logoslider

5 private investorer

28. december 2016 by Kasper Wielandt

Filed Under: logoslider

Vi anvender cookies for at sikre, at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website. Ønsker du helt at undgå cookies, skal du slå cookies fra i din browser. Du skal dog være opmærksom på, at hvis du slår cookies fra, kan du ikke bruge de funktioner, som forudsætter, at hjemmesiden kan huske dine valgOk